Skagen 365 dage 

Af Henning Dochweiler

Finis terrae – Jordens ende – er navnet på flere yderligt beliggende lokaliteter i Europa og ville passe på Skagen, hvis man altså for det første var til latin og for det andet ikke snusfornuftigt var i besiddelse af det udsyn, der betyder én, at der er en fortsættelse af verden bag de evigt rullende bølger, hvor 365 dage om året Østersø og Nordhavs vand favnes over Skagens strand.

Det er ikke i Skagen, at bøgen spejler sig oehlenschlägersk i bølgen blå. H.C. Andersen er nok stadig den, der har fundet den mest træffende og ofte citerede beskrivelse af det barske landskab, ikke blot i Jyllandssangen, men også i sin rejsebeskrivelse fra landets nordlige ende: ”Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade virker svimlende; man vender sig uvilkaarligt her ude paa Pynten for at see, om man endnu har fast Land bag sig og ikke er ude paa Havfladen, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle…..det klare, gennemsigtige Vand, der, naar Stormen farer hen over det, forvandles til skummende Vandfald, der vælter sig over Kystens Revler mod de opfygede Sandbjerge”.

Der er sket meget i Skagen i de næsten 150 år efter digterens besøg. Han ville ikke kunne have genkendt det sorttjærede, vej- og bilfri fiskerleje fra dengang i de charmerende gule huse bag en på en gang driftig og charmerende havn, men han ville sikkert have været begejstret over både det moderne kulinariske Skagen og de nymodens befordringsmidler, der kan bringe turisten til Skagen på timer, hvor Andersen måtte regne i dage.

Men naturen - havet, heden og klitterne - er genkendelig. Om sommeren fylkes da også turisterne i og omkring den forunderligt lysfyldte by, hvor der udfolder sig et intenst ferieliv med mange kulturtilbud, båret af de mange kunstnere og kunstinteresserede, der har valgt at slå sig ned i de attraktive og inspirerende omgivelser.

Men hen i september, når også de italienske og tyske turister bliver færre i tal, og skagboerne genindtager deres by, er havet og klitterne stadig de samme, det vil sige evigt foranderlige. Man snyder sig selv og sine nærmeste for en oplevelse, hvis man ikke vender tilbage til museerne, der nu har bedre plads, og til lyngheden, sandbjergene og havet på en anden årstid, med et andet lys, med en anden brænding – men stadig med den ro og lise for sjælen, som denne ende af landet i så enestående grad giver mulighed for – endeløst, året rundt.

Henning Dochweiler er tidligere leder af Refugiet Klitgården i Skagen